Flad og færdig... Vi må hjem :-) - 09-09-2008 09:15

Kære Alle

Så er ballet slut...ØV BØV!! Det har været en fantastisk tur, men vi glææææææder os nu også helt vildt til at komme hjem og se jer alle sammen.
Joachim har drukket for mange drinks den sidste tid, derfor har han slet ikke fået skrevet. Men her kommer lidt billeder.
Ja, ja, og for mit eget vedkommende, så ved jeg godt, at jeg ikke har givet så meget som et pip fra mig, men mit blækhus har altså været væltet...

Kærlig hilsen fra os

FLYINFO:

Vi lander efter planen i Kastrup den 10. september kl. 16:55, Flynr. SK504 fra London.

Vores lejlighed Hawaii Hawaii Hawaii Undervandsfotografen! Vores by, Hawaii Vores by, Hawaii Vores by, Hawaii Hawaii Seje tricks i sandet Morgenmad på altanen, Hawaii. Pool ved lejligheden, Hawaii Hawaii Hawaii Hawaiiblomsten USA ruten... Hollywood. Iben og SpongeBob! Hollywood. Iben og Spiderman Iben og onkel hugtand Venice beach udendørs fitness Richard Gere s hus Solvang - Danskerbyen Solvang. Runde tårn. Solvang Solvang San Francisco San Francisco San Francisco San Francisco San Francisco, Alcatraz! San Francisco, Golden Gate. Yosemite nationalpark. Yosemite nationalpark. Yosemite nationalpark. Yosemite nationalpark. Yosemite nationalpark. Yosemite nationalpark. Yosemite nationalpark. Las Vegas!!! Vores hotel. Las Vegas!!! Las Vegas!!! Las Vegas!!! Las Vegas!!! Las Vegas!!! Las Vegas!!! Route 66! Route 66! Route 66! Route 66!

Skrevet af: Iben - 958 kommentar(er)

New Zealand - Smukkere bliver det nok ikke! - 23-07-2008 07:53

Jeg tror lige jeg kan nå, at skrive lidt inden vi rejser, he he...

Hej venner! Så er tiden ved at være gået i New Zealand. Det har været en fantastisk tid og selvom jeg har været her før, så var gensynet med New Zealand lige så imponerende, som første gang for 7 år siden.

Da vi landede i Christchurch(sydøen) 15.marts, var det stadig sommer. Det var vaske ægte shorts-vejr. Vi fik derfor hurtigt indtaget fortovscafeerne i sommervarmen, mens vi søgte efter en bil. Der gik nok 3 dage, og bilen var købt til den nette sum af 12.000 kr. Ja, herlig pris for en Toyota Estima, 1993, 85.000 km, med plads til 8 Fra Christchurch gik det hurtigt gennem landet sydpå mod Queenstown. Undervejs mærkede jeg en indre glæde og fascination over landskabet. Fantastisk. Det var lige så smukt som jeg huskede det... måske endda smukkere! Om natten overnattede vi i bilen, som rent faktisk indeholdt en kingsize bed, hvis man slog sæderne ned. Lækkert var det også med et kæmpe soltag bagi, som viste den smukke stjernehimmel om natten over vores hoveder.

Da vi kom til Queenstown, fandt vi hurtigt en lejlighed lidt ude for byen, som var indflytningsklar ca. et par uger efter. Det passe perfekt, for inde længe skulle vi hente Marianne(Ibens mor) i Christchurch.
Sammen med Marianne kørte vi sydøen rundt. Det blev til mange smukke oplevelser, lige fra indkøb af vin fra bonden i marken til smukke naturoplevelser, sejlture, restaurantbesøg og ikke mindst diverse besøg på kræmmermarkeder. Det tog ca. et par uger at komme rundt, og da vi igen nåede Queenstown var lejligheden indflytningsklar. Det var hyggeligt at have Marianne på besøg. Det hjalp lidt på savnet af jer derhjemme. Vi var meget rundt, og lige pludselig var tiden gået, og Marianne skulle atter hjem, efter at have været sammen med os i næsten en måned.

Tiden efter gik stille og roligt. Iben arbejde fra hjemmet og jeg besluttede mig for at gå på en sprogskole i Queenstown. På skolen mødte jeg mange gode venner fra Korea, Brasilien, Japan og Thailand. Vi hængte ud i byen, stod på ski sammen i bjergene og gik ellers på bar osv.
Iben startede i kor i den lokale kirke og sang om tirsdagen. To koncerter blev det skam til. Sjovt nok så mødte Iben en dame/kunstner i koret, som hed Vicky. Hun boede et helt fantastisk sted, og havde noget bed and breakfast kørende. Det hele endte med, at vi flyttede ind hos Vicky, da vi efter to måneder skulle forlade den anden lejlighed.

Tiden hos Vicky var ganske særlig. Hun boede ned til en smuk sø med bjerge omkring. Hendes have var eventyrlig og vild. Her var bla. bålplads og et måne-bad, som kun blev brugt ved fuldmåne. Under badet kunne man tænde op, så vandet blev dejlig varm. Vores lejlighed var rigtig hyggelig og næsten lidt sydfransk i stemningen. Det var luksus og vi fik det hele til en tiendedel af prisen Af og til kom Vicky også med hjemmebagte småkager eller inviterede os på middag. Jeg tror ikke man kunne ønske sig et bedre sted at bo. Det var skønt.

Da min skole var færdig, brugte vi tiden på at besøge nationalparkerne omkring Queenstown. Med Marianne havde vi sejlet gennem Milford sound, som nok er et af de mest fantastiske steder jeg har set. Denne gang skulle bjergene indtages, og vi tog på flere dages vandreture i området.

Efter fire måneder i Queenstown var tiden ved at være brugt. Vi havde oplevet virkelig meget og var nærmest blevet ”kendte” i byen Det var en rar følelse, som vi havde manglet i Japan, hvor kommunikationen var svær.
En af de sidste aftener i Queenstown blev vi inviteret til middag hos min lærer fra skolen. Hun boede 30 minutters kørsel ude for byen. Sjovt var det, for som vi opdagede, havde hun boet sammen med sin mand i nogle gamle stenbygninger fra 1800-tallet uden el og vand. Her havde de boet indtil sidste år, hvor de havde fået bygget deres ”luksus hus”, som de kaldte det. Et lille hus på 52 km2 med solenergi og brændeovn. De var altså selvforsynende og uden fjernsyn. Sjovt at opleve at maden blev lavet på kaminen som i gamle dage

Der er rigtig mange sjove oplevelser fra NZ. Hvis jeg skulle gå i gang med at beskrive dem alle, vil det nok gå hen og blive til en mindre bog, sååå jeg tror jeg stopper her. Ja, det er jo ikke mig som er forfatteren

Efter Queenstown tog vi bilen nordpå mod Auckland på Nordøen. Det var en tur på nok 2000 km og igen med smukke naturscenerier. Vi kom forbi klassikere som Mt. Taranaki, Routoura, Wellington, hobit-landskaber, lavaområder, vinmarker, søer, strande...

I Auckland fik vi solgt bilen til en familie fra Fiji på bare 3 dage. Vi tog til et stort bilmarked, hvor jeg før havde solgt en bil og vupti, flere købere var interesseret. Salgsprisen blev 11.700 kr. Ikke så dumt med fri bil i fire måneder til 300 kr

Nu sidder vi sådan set bare og venter på, at det skal blive søndag. Ja hvorfor mon???? Jo, ser I... på søndag tager vi til Maui/Hawaii!!!!! 28 dage med sol,strand, drinks og palmer. Endelig sommer. Ahhhhhh.....



Lækker vogn Vejen til Queenstown er 500 km fra Christchurch! lille stenkirke på vejen til Q. Frankton Queenstown Queenstown område! Queenstown Queenstown På vej til Mt. Cook. NZ højeste bjerg;-) Vickys place! Vores lille stue! Milford sound Franz Josef Glacier Vestkysten - Sydøen Abel Tasman nationalpark! Lake Matheson - vestkyst Queenstown På vej til Routeburn track Routeburn Track! Kepler track! Proviant til Kepler-) Kepler track! kepler track! Arrowtown! Arrowtown! Whisky-destilleri! Lækker tønde! Stewart Island Engelsk skole!

Skrevet af: Joachim igen igen igen igen... - 356 kommentar(er)

Skoven i himmelen... Kagoshima - 19-05-2008 09:47

Vi var på vej sydpå. Vi skulle til Kagoshima igen. Kagoshima er hjemegnen hvor(den tidligere omtalte) chefvulkanen ”Smoker” har sin faste rygeplads. Vi skulle mere bestemt ind i landet og finde et resort som hedder ”Tenku no Mori” oversat ”Skoven i himmelen”. Jeg havde brygget på en aftale gennem laaang tid og nu endelig havde jeg fået grønt lys fra ejeren

Efter en smuk togtur gennem vulkansk landskab, grønne bakker og vandfald nåede vi en lille smuk station, som var 150 år gammel. Jeg havde planlagt, at det var her, vi skulle stå af og så tage en taxa. Problemet var bare lige, at vi stod i midten af ingenting. Her var jo intet! Det var sådan et sted, hvor toget kun kommer forbi to gange om dagen. Det regnede, og her var virkelig mennesketomt. Hmmmm... Jeg begyndte at blive lidt små nervøs mht. at nå frem til aftalt tid. Jeg havde bestemt ikke lyst til igen at komme for sent og slet ikke her, hvor jeg virkelig havde haft svært ved bare at få aftalen i hus.
Pludselig så jeg en bil holde under et par træer. ”Juhuuu... et menneske”, jublede jeg. ”Du skal hjælpe os”, tænkte jeg og løb over mod bilen, men hov vi var jo i Japan og mit ordforråd var meget begrænset. Det viste sig at være en vagabond, som boede i bilen sammen med alle sine sager. Jeg prøvede at snakke med ham, men han forstod ikke rigtig noget. Jeg prøvede igen med alt muligt som ”har du en telefon” eller ”hej hej... kan du ikke være taxa for os”, osv., men lige lidt forstod han.
Da vi havde stået et stykke tid på stationen kom han pludselig med en stor, hvid paraply som han gav til Iben... Det var nu rigtig sødt af ham og det var nærmest som en filmscene at se ham slå sin fine, hvide paraply op i regnen.

Lidt senere smuttede jeg ud i regnen med paraplyen og fandt til alt held et lille hus, hvor jeg fik lov til at låne telefonen. Herligt.

Medarbejderne på Tenku no Mori var rigtig søde. Vi kom for en gang skyld for tidligt he he... men det gjorde ikke noget for så var der tid til en lækker morgenmad. Alt var hjemmelavet og selvdyrket mums...

Mariko som var manager på stede, kom os i møde med et lille olivenblad bag øret. Hun ville vise os rundt.

Det blev til en oplevelsesrig dag, hvor vi blev sat ind i stedet, deres filosofi, fik rundvisning og selvfølgelig fik fotograferet en del. Det var et lækkert sted, som havde en herlig ro over sig. Her boede man i små træhuse med balkon og varm spa. Husene lå isoleret rundt omkring i bakkerne med nogen fantastiske udsigter. Der var ingen civilisation i nærheden. Kun bjerge og smuk natur og jeg kunne hurtigt fornemme, hvilken stjernehimmelen der måtte være om natten fra det varme spa Det var et sted for sjælen.

Vi var på Tenku no Mori i to dage, desværre uden overnatning Den sidste dag mødte vi ejeren Tateo som simpelthen er en hyggelig mand. Han kunne ikke et ord engelsk, men til gengæld kunne han lave skuespil, armfagter osv. Han inviterede os på besøg i hans andet ressort, som lå 30 minutter væk og senere på middag. Han var en kunstnertype I ved, med tørklæde om halsen, store armbevægelser og let til smil og latter. Han havde sjove ideer og gik op i at gode ting tager tid. Fx. havde han lige plantet et træ og forventede at han om 30 år kunne bygge et hus i trækronen. He he... Jeg tror han var i midten af 60erne

Mariko kørte os til en meget lokal fiske-restaurant i en nærtliggende by. Nogen timer inden havde Tateo spurgt om vi kunne lide sushi og det havde jeg jo sagt ja til. ”Selvfølgelig kan vi da det”, havde jeg sagt uden at tænke på at sushi i Japan kan være meget anderledes end den sushi vi er vandt til at spise hjemme i Danmark.

Vi mødtes med Tateo og fik bord ved hans stamplads i et privat lokale sammen med nogle andre lokale. Middagen foregik på japansk stil, altså på gulvet. Det var virkelig lokalt og rigtig hyggeligt.
Vi startede med sashimi, som er rå fisk og Tateo hældte op med lokal kartoffelbrændevin igen og igen he he... Pludselig kom der flere fra Tenku no Mori og deltog omkring bordet. Vi var pludselig blevet mange måske en 10-12 stykker. Der blev talt meget japansk, men Mariko oversatte på livet løs mens Tateo dansede, lavede ansigter og sjov og spas. Jeg spurgte ham hvorfra han fik sin inspiration til ”Tenku no Mori”. Han skålede, kiggede på Iben og sagde:” Min inspiration kommer når jeg tænker på smukke kvinder”! Vi grinede, drak og slog os på lårene. Sikken en humørbombe han var. Og sådan fortsatte det lige indtil jeg mærkede sveden i nakken og mine øjne som frøs.
Det var fadet med næste ret der fik mig til at gå i baglås. Min hals snørede sig sammen og en panik bredte sig i mit hoved. Foran mig blev sat en hvid tallerken hvor på der lå et stort sneglehus. Fra åbningen så jeg en fed, sortgrøn og dampende snegl stikke ud. Jeg gøs indvendigt og lod som ingenting. Jeg ignorerede det simpelthen. Det var min taktik. Måske var der en sulten person omkring bordet som ville nappe den. Men nej!!!! Tateo forklarede os, at det var hans yndlingsspise og nu skulle vi nyde den sammen... Han grinede, måske fordi han kunne se Ibens ansigtsudtryk og hev så sin fede snegl ud af huset og kastede den i munden. Det var ”point of no return”... Alle øjne var nu rette mod mig og de glædede sig til at høre, om ikke også jeg syntes den var for lækker. Jeg måtte gøre det.

1,2 og 3 tænkte jeg og hev i sneglen uden at se ned. Iben skreg højlydt, hvilket fik mig til at kigge ned. Til min store overraskelse så jeg, hvor laaaang den var, hvilket tilsyneladende også havde overrasket Iben he he... Jeg kastede den i munden og tyggede på dens fede krop og sank. Jeg gjorde alt for at lede tankerne hen på den dejligste grillkylling fra Nørrebrogade, men det hjalp ikke... Det ”fede svin” ville op igen, så jeg greb efter kartoffelvinen og skyllede et helt glas i gabet...Ahhhh... sådan, det var ovre og jeg smilede anstrengt til publikum. Tateo havde ikke rigtig holdt øje med mine pinsler og sad bare og guffede på en ny snegl.
Iben nægtede fuldstændig at røre sneglen, hvilken jeg nu godt forstod. Tateo forstod det derimod ikke og begyndte at rulle rundt på gulvet som en snegl og lave lyde. Han sneglede sig mod Iben og lavede de sjoveste ansigter men intet hjalp... Iben afviste sneglen
Senere kom en anden tallerken ind med noget sortgrønt, skiveskåret, som jeg ikke viste hvad var. Iben og jeg kastede det i gabet og sagde høfligt mhhh... ”Lækkert”! Den kommentar resulterede i at Tateo røg bagover i den største latter. Han var næsten døden nær af bar hyl og latter indtil han fik forklaret, at det var sneglen fra før bare tilberedt på en anden måde. Iben tabte underkæben og havde pludselig fået nok he he... og sådan hyggede vi os i det japanske selskab. Det blev desværre til endnu en ”interessant” oplevelse, da der senere kom en søpølse på bordet. En søpølse er en ca. 30 cm lang rødbrun pølse fyldt med fimrehår. Den ser absolut ikke lækker ud og er meget sej i kødet, men vi fik dog slugt lidt af den. Mums... Til sidst blev der serveret store muslinger.
Jeg har aldrig brudt mig om eller spist muslinger pga. konsistensen men efter af have spist både snegl og søpølse kastede jeg mig over muslingerne, som var de hverdagskost. Ja tro det eller ej. Den dag lærte jeg at spise muslinger
Trods ubehagelighederne var det en fantastisk aften og en rigtig god oplevelse at være med i et lokalt, japansk selskab, som jeg ikke ville have været foruden.

Da vi havde sagt farvel til alle, blev vi kørt til stationen. Mariko sendte os fingerkys i massevis og råbte:” We will miss you”!, da vi forlod perronen.


Tenku no Mori Tenku no Mori Mr. Tateo Gammel station!

Skrevet af: Joachim igen igen... - 304 kommentar(er)

Tilbage i Kyoto og på besøg i Tokyo - 30-04-2008 06:01

Det er jo helt skørt...altså med jer! Der er godt nok ballade når hjemmesiden ikke bliver opdateret. Hmmm... men ok det bider jo sig selv i halen. Phyy.. Det er godt nok en lang smøre jeg mangler. Jeg er også begyndt at høre at mit hoved er blevet mærkeligt langt og tyndt. Men altså det er jo ikke flæskesteg og kartofler vi har levet af den sidste tid vel. Jeg kan godt se at jeg bliver nødt til at skrive hvis ikke jeg skal modtage flere ubehageligheder... Her kommer så 2 måneders oplevelser bare sådan lidt hurtigt fortalt:

Efter besøg i Hiroshima var vejen blevet kort hjem til Kyoto. Vi manglede dog lige et enkelt stop på vejen i Hemeji, hvor Japans nok smukkeste borg ligger. Borgen hedder ”Den hvide hejres slot” og dominerer bybilledet med sin smukke og chefagtige placering oppe på bakken. Det er et imponerende slot holdt i hvid og bygget på en smuk sokkel af sten. Her herskede samuraierne i gamle dage og slottet var frygtet af fjenden pga. dens ekstrem stærke mure.

Efter en oplevelsesrig tid var vi om aftenen hjemme i Kyoto igen. Damerne, altså Iben og Ea havde vist brug for lidt tid med ro på uden konstant at være på farten.

I Kyoto gik dagene stille og roligt. Vi hygge os rigtigt og tog rundt og så hvad man som turist skal se. På en måde var byen igen ny for os. Vi så den på en helt ny måde og lysten til at tage rund og se seværdigheder var igen stor. Sommetider mister man lidt lysten for den slags når man har boet længe et sted. Det hele bliver hverdag og man får ikke stoppet op og kigget byen rigtig efter. Det havde vi mulighed for nu og vi var rigtig mange steder sammen med Ea.
Vi var også på ski i de lokale bjerge og med to gange ”Bambi på is” må man sige at jeg virkelig blev underholdt

Efter 3 uger sammen med Ea var tiden kommet til at sige farvel. Vi fulgte hende til Kyoto station for at vinke. Shinkansen ventede hende og stod klar med sin smukke, lange, slanke krop og lignede en ivrig raket, som nok skulle transportere hende lynhurtigt de 500 km. til Tokyo(lufthavnen). Tak for besøget Ea

Hverdagene kom nu atter tilbage til Iben og jeg og det var egentlig rart. Lysten til igen at gå på opdagelse i Kyoto med kameraet om halsen var stor. Faktisk fandt jeg nye steder som jeg ikke før havde set og nye smukke motiver blev fanget gennem linsen. Jeg logrede som en hund igen. Jeg svævede gennem snævre gamle japanske gader. Fik venlige smil af kvinder i de smukkeste kimonoer. Røde papirslamper hang ud for hver restaurant og viste om aftenen vej gennem mørket.

Jeg stod på lur. Nogen gange tog det timer. Sommetider fandt jeg mig selv ryste af krampe i armen. Jeg var på jagt. Ikke bare en almindelig jagt hvor byttet lokkes frem og alt det fis. Her bestemte byttet selv. Byttet var de fantastiske geishaer som bor i de små gader i Gion. De er et levn fra fortiden og som vesterlænding kan man godt glemme alt om at komme ind i deres fascinerende verden. Det er en verden kun forbeholdt de aller fineste japanere.

Det var begyndt at sne. Jeg kunne se skygger gå frem og tilbage bag det runde papirsvindue. En shamisen begyndte at spille. Der var ingen tvivl. En geisha var ved at øve sig til aftenens nummer. At stå udenfor i kulden og lytte til shamisen`en, som en eller anden rig japaner et par timere senere skulle betale tusindvis af kroner for at høre på, var noget ganske specielt. Jeg fik en lille bid af denne specielle verden forærende.
Et hvidt tæppe af sne dækkede nu de gamle gader jeg krøb helt ind i mit skjul. To kokke med flotte huer åbnede pludselig døren på modsatte siden. De var i godt humør. De fulgte deres kunde ud. Længe stod de og bukkede. De takkede mange gange på fineste dialekt. Det måtte have været en vigtig kunde. Knips, knips. De var foreviget gennem linsen fra mit skjul. He he... og så uden at vide det. Døren lukkede igen og der blev stille. shamisen`en var stoppet med at spille og jeg var alene i mørket. Måske var det det. Måske skulle jeg bare give op igen, som jeg havde gjort det så mange gange før. Gå ud til de andre turistfotografer i turistgaden og løbe efter de falske geishaer.

Pludselige og med et knald blev døren skubbet til side bag mig. Et langt varm gulligt lys kastede sig ud i sneen. En lille pige fniste og holdt sig for munden. Hun hoppede ud og slog en stor, rød papirs-paraply op. Det så komisk ud for den var alt for stor til hende. ”Maru, Dozo”, sagde hun blidt.
Lyset forsvandt og med et skete det jeg havde ventet på gennem uger. Det var ufatteligt og som om tiden stod stille. En smuk og næsten overnaturlig skikkelse kom til syne. Hendes hår var sat op i en fantastisk frisure. Hendes ansigt var hvidt som sneen og lyste af skønhed. Hendes læber ildrøde og hun bar en fantastisk kimono i gyldne farver vævet af det fineste silke. Hun var ikke længere væk end at jeg kunne lægge armen rundt om hende og følge hende på vej. Men det var ikke mig hun skulle ud med i aften. Et sted derude ventede en rigmand af den fineste slags. Han havde bestil hende til netop denne specielle aften. Hun var top professionel. Måske skulle hun underholde til en særlig firmamiddag med dans, sang eller spil. Måske skulle hun være med for at blødgøre den anspændte stemning der er omkring en vigtig firmaaftale. Hun er ekspert i etikette og kan begå sig i de fineste kredse.

Hun svævede tæt forbi mig og ud under den røde papirs-paraply. Den var smurt i olie for at modstå sne og regn. Med fantastiske håndbevægelser tog hun paraplyen og med sin specielle gangart gled hun let og elegant oven på sneen. Det var et unikt øjeblik og jeg glemte næste kameraet. Den lille pige vækkede mig ved lyden af skydedøren som smækkede i. Jeg flåede kameraet frem og fotografere alt hvad jeg have lært. Fantastisk.

Ude på turistgade igen gik jeg forbi turistfotografer, som forgæves søgte efter geishaerne. De ledte de forkerte steder. Det havde taget mig uger at finde frem til dem. Det jeg havde på filmen var uvurderligt for mig og alle herude ville have gjort alt for at få det samme med hjem. Jeg gik gennem menneskemængden med en ro og lo indvendigt af glæde over min oplevelse.

Sådan gik dagene i Kyoto med at snige sig ind på ”den anden verden” og ligge på lur for at få et glimt. Det fascinerede mig virkelig. Det var som at kigge ind i en tidsboble fra fortiden. Som en film der bare kører, hvor ingen af skuespillerne ved du eksisterer.

Sådan er dele af Kyoto. Det er her noget af den gamle japanske kultur stadig findes. Forskellige håndværksbutikker med the, keramik, knive eller sweets ses i bybilledet og de er alle gået i arv gennem generationer. Man kan tage på nuddelbar som har eksisteret gennem de sidste 400 år og næsten dø af grin over hvordan kunderne stadig slubre højlydt. Overalt findes gamle templer hvor munkene fastholder de gamle ceremonier. Omkring templerne findes de mest fantastiske haver, hvor mos’en er en yderst velkommen gæst og små bække snor sig næsten lydløst gennem et velordnet og harmonisk haveanlæg. Her er intet tilfældigt men alt ordnet efter ældgamle filosofier.
Shogun’ens imponerende palads står endnu og det syngende trægulv advarer ham stadig mod mulige snigmorder som er trængt ind. Guldpaladset er hver eneste dag skyld i hundredvis, måske tusindvis af begejstrede suk. Og sådan kan jeg blive ved

Tiden var inde til endnu et besøg. Denne gang et lidt mere eksotisk besøg i form af Ibens japansklærer Mie san som er halv japaner Jeg havde forinden aftalt med Mies far(som har forskellige kontakter rundt omkring) at vi skulle på besøg i bjergene for at se en ægte japansk wasabi-produktion.

Vi ankom tidligt til Tokyo efter en lang nat i natbussen fra Kyoto. Det var den billige løsning så den var vi naturligvis hoppet på.
I dag skule vi mødes med Mie. Glæden var stor da vi så hende og med et var vi udrustet med egen privat tolk. Vi gik rigtig på shopping i Tokyo og Mie viste os bla. hendes lokale shoppingområde, hvor jeg fik mig et lækkert Casio ur til 75 kr. Vi var rigtig meget rundt, men vejret indbød også til det.

Om aftenen tog vi hjem hos Mies far, hans kone Akiko og hendes lillesøster Nami. De bor høj oppe i en lejlighed med udsigt over floden og det enorme motorvejsnet. Det var sjovt at være hjemme hos en japansk familie. Mie blev dog ved med at sige at nej nej, de er meget vestlige så det er ikke noget specielt! Men det var det
Akiko havde pyntet op med dukker pga. en speciel japansk højtid. Mies far og Akiko var flyttet ind i stuen så vi kunne få deres soveværelset. Nami havde fået af vide, at vi var gift, for ellers må man nemlig ikke sådan sove samme Vi blev budt på lækker middag, som var skiyaki(vores absolutte yndlings japansk spise) senere kaffe og til sidst et varmt bad. Det var hyggeligt at være der. Nami spille på klaver på sit værelse og jeg kunne nu se frem til en nat på en rigtig madras hævet over jorden. Ahhhhh.....

Næste morgen var vi tidligt oppe. Jeg husker ikke helt hvor tidligt, men det var i hvert fald mørkt udenfor. Vi skulle tidligt af sted da Mies far havde lavet en aftale med en wasabi-bonde i bjergene et godt stykke ude for Tokyo.
På gaden blev bilen blev hejst ned fra hylden og vi var nu kørende gennem Tokyos fantastiske vejsystem. Det tog lang tid at komme derned, men da Mt. Fuji blev passeret var vi der næsten.

Bonden boede i en lille landsby lang oppe i bjergene. Han var 17. generation på ”gården”. Her dyrkede de wasabi i rindende kildevand.
Jeg var lykkelig over at have to tolke ved min side, da Japansk var det eneste sprog heroppe. Det blev en hyggelig dag i marken med kameraet over skulderen. Jeg lærte alt om wasabi og følte mig enorm heldig over at have fået denne oplevelse med.

Turen hjem gik hurtigt. Mies far havde inviteret os ud at spise. Det blev på restaurant med udsigt til Tokyo skyline. Det var vores sidste aften sammen.

Næste morgen var lejligheden tom på nær Mie. I køkkenet havde Akiko lavet wasabi-mayonnaise og sat frem til os. Det smagte herligt på brødet.
Jeg var glad, for i dag skulle vi se på ægte gamle, japanske bonsaitræer. Det var noget jeg havde ønsket mig rigtig længe☺

Bonsai-besøget var virkelig en succes og som lidt ekstra oven i hatten var de små kirsebærtræer i blomst. Om aftenen sagde vi farvel til Mie og hendes familie og takkede for deres enorme gæstfrihed. Mange tak Mie san.

Vi var atter tilbage i Kyoto. Og jeg var ved at forberede mit besøg på et ressort sydpå. Det havde taget mig 5 måner at få aftalen i hus.



Himeji slot! Thebutik Kyoto. thedamer;-) Thedamer;-) På ski Gion gion gions gader gions gader Her er jeg og en lille geiko kokke bukker for kunden... geisha damer som smiler;-) Guldpalads besøg hos Mie i Tokyo- dukker Morgenkaffe hos Mie Skyline fra restaurant med Mies far Mie og Iben i bonsai-have bonsaihave grøn the

Skrevet af: Joachim - 105 kommentar(er)

Hiroshima, 6. august 1945 - 08:15 - 24-02-2008 03:55

Yakushima. Mere sydpå kan man næsten ikke komme i Japan. Derfor gik turen nu nordpå igen. Lammesweateren blev fundet frem, og næste stop blev Hiroshima.
Alle kender nok historien om Hiroshima, som blev totalt udslettet under anden verdens krig. En ting er at kende til den, men noget helt andet er at være der selv. En tydelig ro hersker over denne ny opførte by. Her er rent og flot. Sporvogne, parker, men ingen templer i byen, som man er vant til. Her er moderne med lige systematiske veje, storcentre og generelt styr på tingene.

Historien er krigen og hvad den forusagede. Dette får man hurtig indtryk af ved den første spadseretur i byen. Her støder man ind i et levn fra bomben. En ruin på tre etager, som kun står tilbage pga. dens mange vinduer og dens placering i forhold til trykbølgen. Næsten alt andet forsvandt af en flere tusind grader varm, gigantisk trykbølge, som først rev alt med sig den ene vej, hvorefter alting blev flået modsat.

Mens vi stod med denne forfærdelige hændelse i tankerne og kiggede på ruinen, kom en mand over og spurgte, om han ikke måtte vise os rundt. Han var født 4 måneder efter bomben, og havde en trang til at vise folk rundt og fortælle om hændelsen. Vi fik en rigtig fin privat rundtur, hvor han fortalte og svarede på spørgsmål. Yderligere var vi på diverse museer og rundt for at kigge på mindesmærker.

En fantastisk historie fortæller om en mand, som overlevede lige under, hvor bomben sprang. Han var ved et tilfælde i kælderen på netop sprængningstidspunktet. Han overlevede pga. tyk beton og bygningens placering ved floden, hvor radioaktiviteten bla. blev stoppet af vandet. Desværre var det kun få som var så heldige. På et splitsekund døde 80.000 mennesker og siden hen er op mod en kvart million omkommet.

I Hiroshima siger de, at de har tilgivet USA og fokuserer nu på at fortælle omverdenen, hvor forfærdeligt det er at kaste en atombombe, og hvor forfærdelige eftervirkninger der er forbundet. I mindeparken brænder en ild, som først vil slukkes når alle atomvåben i verden er destrueret.

På den ene side var det nogen smukke dage vi havde. Det var virkelig et flot vejr med solskin og frostgrader. På den anden side var det virkelig nogen forfærdelige historier vi blev vidne til. Det hele var egentlig meget roligt. Folk lyttede og læste om hændelsen og gik fredeligt fra sted til sted. Det var svær at rumme og forestille sig noget så forfærdelig. Det var historier om grædende børn, som ikke kunne få deres mødre op af ruinerne og omvendt. Vi så billeder af ting, som ikke behøver at nævnes her, og alt dette må have chokeret turisterne så meget, at den omtalte ro fandtes overalt.

Vi havde tre dage i området, og brugte også en af dagene på at tage ud til en hellig ø ud for Hiroshima. Her så vi et smukt og meget kendt tempel bygget på pæle i vandet. Omkring templet var der dådyr, tamme som hunde. Hvis man havde lyst kunne man tage Bambi på nakken og med hjem i den store vildtgryden.



Vores privat guide! Fredstraner i papir! Udsigt over Hiroshima! Mindepark! Bambi og Ea Hellig port til hellig ø! Tempel i vandet!

Skrevet af: Joachim - 30 kommentar(er)

En rigtig(hemmelig) eventyr ø. - 06-02-2008 11:10

Det var egentlig en lidt kedelig, småkold dag med gråvejr og finregn. Ea, Iben og jeg var landet i den nok mest sydlige by på det japanske fastland, Kagoshima et par dage forinden. Det havde været en lang tur fra Tokyo med flere togskift undervejs.
Kagoshima er kendt for sin vulkan, som hurtigt fik navnet ”Smoker” men også for sine omkringliggende nationalparker med vulkaner, varme kilder, strande med varmt sand o.m.a.
Smoker som stod der i vankanten med sin 1000 meter høje, kegleformede overkrop var byens Chef. Det var simpelthen ham der bestemte. Smoker er en aktiv vulkan, som konstant står og småryger. Engang imellem hoster han så meget, at aske hvirvler rundt i luften og folk må gå med paraplyer i gaderne. Der var ingen tvivl Smoker gjorde lige hvad det passede ham...

Vi var i flyvebåden... og med en fantastisk fart gik det ud gennem indsejlingen til Kagoshima havn. Der var bjerge og vulkaner på begge sider og det grå vejr syntes at forsvinde. Det var virkelig en smuk tur og da vi nåede det åbne hav, var skyerne forsvundet og himmelen dejlig blå. Der var virkelig lagt op til, det vi havde drømt om længe, nemlig sommer! Smoker var for længst forsvundet, som en latterlig lille prik i horisonten og havet havde taget over, som den absolutte chef. Vi havde 2 timers flyvebådssejlads foran os. Øen Yakushima var næste destination.

Der var noget nærmest eventyrligt over øen. Som den lå der, skudt op af det kinesiske hav, med sine stejle, tårnhøje bjerge skjult i et hvirvlende skydække, som stak de ind i himmelen. Med sine kun 25 km i diameter så den højere ud end bred.

En mand med skiltet ”Yoakimu” stod klar ved kajen. Det var vores taxamand. Ja, japanerne har jo tjek på tingene, så de ringer selvfølgelig fra båden og bestiller taxaer til deres kunder For første gang i meget lang tid føltes det varmt og lækkert i vejret. Solen skinnede, vandet var klart, næsten turkis og overtøjet blev straks hevet af. Ahhhhh... Endelig sommer!

Vi blev kørt ud til en adresse, vi havde fundet i en rejsebog. Hurtigt gik det og inden længe, var vi fremme i et roligt kvarter. Taxamanden var væk og lyden af motor forsvandt i det fjerne. Her var grønt, stille med lidt fuglekvidre og lysten til at hoppe i et par shorts var stor.
Stemmer kunne høres fra huset, hvor vi efter bogen skulle tjekke ind. Det var meget privat. Græsset var langt i forhaven og et havebord med stole lå henslængt, som om det var længe siden, der havde været gæster. Latter, grin og snak blev endnu højere, da vi nærmede os hoveddøren. Forsigtigt og med uvisheden om det nu også var det rigtige sted, bankede vi på døren. Bank, bank......der blev stille!

Vi åbnede skydedøren og fandt en hel familie siddende omkring bordet i køkkenet. De var noget overraskede over at se, så ligblege danskere stikke hovedet ind her på disse kanter. Vi var ude for sæsonen og familien var ikke vandt til gæster på denne årstid. Pludselig kom alle op og stå. En forvirring bredte sig, og moderen fik fat i støvsugeren og styrtede rundt med rengøring i værelserne. Inden længe havde hele familien forladt huset og roen kom atter tilbage. To hyggelige værelser fik vi med udsigt til haven.

Vi havde nogle fantastiske dage på øen. Huset vi boede i var hyggeligt og som et fantastisk vækkeur, havde vi solens stråler, som sneg sig ind gennem papirsdørene i soveværelset om morgenen. Vi lejede en bil allerede den første dag og tog øen rundt.

På sydøst siden var der rå natur med klippekyst og dyrenes eget område. Her boede der ingen mennesker og som en anden ”Knuthenborg Safaripark” kørte vi på de stejle klippeskråninger under tæt bevokset skov, forbi vilde aber og krondyr. Også smukke vandfald og langstrakte kig til øens kystlinje med brutale skumsprøjt gjorde sit til denne enestående naturoplevelse.

Også de skjulte bjerge i himmelen blev udforsket. Vi vidste at ældgamle cedertræsskove lå spredt i højderne. Her gemte sig oldgamle træer, på op til 7000 år, som nærmest fik Jesus fødsel til vat virke for nylig.
Det var en lang og snørklet vej op gennem bjergene og med Ea bag rettet, fik jeg endelig fornøjelsen af at være passager og bare suge til mig af de smukke naturscenarier. Desværre fik vi ikke ”Hr. 7000-år-på-bagen-cedertræ” at se, da det ville have krævet en avanceret klatretur og efterfølgende 10 timers hike dybt ind i skovene. I øvrigt havde jeg allerede hevet de to kvinder døbt ind i skoven...Ja længere end jeg overhovedet havde drømt om og pludselig stod vi foran en svend af et cedertræ på 1800 år. Jeg klappede ham selvfølgelig og ønskede ham tillykke med den flotte alder og bad ham hilse Hr. 7000 år

Også strandene på Yakushima er flotte. Her kommer havskildpadderne til hvert år, for at lægge deres æg. Desværre var det ikke lige årstid til den slags, så vi overtog standen som de eneste og en tur i vandet skulle man da.... 1,2,3 og hopsa....Tjum tjum hej haj!...næææ... det er vist bare en fisk!

Dagene på denne eventyr ø var hurtigt talte og inden længe var bilen afleveret og vi stod klar ved flyvebåden. Med vinden i håret og Yakushima i baggrunden blev jeg enig med mig selv om, at dette er min helt egen hemmelige, total yndlings ø, hvor jeg stadig skylder ”Hr. 7000-år-på-bagen-cedertræ” et visit. Derfor var mit farvel til øen også efterfulgt af et på gensyn...


Smoker! hotel Yakushima iben Iben tror hun er fotograf! natur Yakushima Natur Yakushima Gammel skov Yakushima Hr. 1800 år! Gammel svend Gammel skov Yakushima Udsigt fra himmelen! Vilde aber! Vandfald! Skildpaddestrand! Damerne hygger sig! Rå kyst! I vandet det skal man da!!!!! Bjergene i himmelen! Cheffotografen!

Skrevet af: Joachim - 7 kommentar(er)

Ny adresse i Kyoto - 17-01-2008 06:13

Hermed vores nye adresse i Kyoto:


Iben Harboe el. Joachim Wichmann
63 odoguchicho
nishigamo kitaku
Kyoto, Japan. Zip. 603-8813
Sweetom21C #102


Vi bor her "indtil videre" til om med den 1. Marts!

Vores venner i Tokyo Flere sjove venner;-) Vores lejlighed Vores lejlighed Vores lehlighed Vores lehlighed vores lehlighed vores lehlighed vores lehlighed

Skrevet af: Joachim - 1009 kommentar(er)

...3,2,1.... Happy New Year TOKYOOOO!!! - 17-01-2008 05:44

Nytårsdag var goodbye Hokkaido-dag! Vi havde bestilt bord i Tokyo og havde yderligere en aftale med Ibens kusine Tanja om at mødes til champagne kl 18:30 på hendes lækre hotelværelse. Shinkansen fik endnu engang opgaven at transportere os lynhurtigt til Tokyo.

Til stor ærgrelse for de langhårede virkede det ny købte krøllejern fra Hokkaido ikke. Årets nytårsmode blev derfor glat hår. Nu heller ikke så dumt
Næsten til tiden ankom vi i taxa til Tanjas hotel. Gensyns glæden var stor hos de to kusiner og en invitation til Kaptajnens værelse blev givet. Festligt var det at skåle champagne med hele besætningen og deres venner. Vi var nok omkring 20 mennesker samlet på et værelse og  festlige engelske, svenske, norske og danske gloser fyldte rummet. SKÅÅÅL Hr. Kaptajn!
Senere blev den lille fest opløst da Hard Rock cafe ventede os til kl 19:30.

Sveden perlede på panden og en følelse af stress meldte sig da taxi- chaufføren intet forstod af hvor vi skulle hen. HARD ROCK CAFE!!!! Råbte jeg febrilsk og prøvede flere gange at lave om på min accent. HARD ROCK CAFE, HARD ROCK CAFE, HARD ROCK CAFE......skreg vi i kor, men lige meget hjalp det. Han kendte det ikke. Vi sad i Tokyos absolutte eneste ledige taxa. Vi kigge på hinanden med en enighed om at tiden nok var gået og bordet inden længe ville være givet videre til nogle andre. Det gyldne M lyste af frygt i vores øjne (det eneste sted at få mad nytårsaften uden reservation er Mac Donalds)...
Pludselig skete der noget... tavsheden blev brudt da Iben som for øvrigt ikke rigtig havde deltaget i  snakken med taxi chaufføren, sagde de magiske ord som reddede vores nytårsaften:

”...hard rockU cafe...”!  

Taxamanden: ”Ahhh.... hard rockU cafe..... Hai”! Bilen satte i gear og med nærmest hjulspind gik det af sted og vi fik vores bord til tiden. Dejlige store bøffer fik vi, en kæmpe dessert og Jesper fik sin helt eget surprise party ved bordet hvor hele personalet med farvede parykker klappede og sang for ham. Iben havde nemlig bestemt at han havde fødselsdag og blev 31.
Vi endte i baren hvor stemningen bare var på sit højeste. Tanjas venner kom for at fejre resten af aftenen sammen med os. Yderligere var der japanere, amerikanere, canadier og australiere. Baren kogte da nedtællingen begyndte... Nytårshatte, truthorn, diademer og glitter blev delt ud. Champagnen hældt op og nu... HAPPY NEW YEAR!!!! Folk sprang, balloner, sølv, guld og glitter væltede ned fra loftet, hele personalet dansede på bordene, saketønden blev åbnet, champagnen flød, YMCA skrålede ud af højttalerne og ja jeg må indrømme at jeg sjældent har oplevet et nytår med så meget gang i den. Vi dansede rundt mens vi hægtede vi os på danseormen.... tra la la la.... di dum di dum di dej..... Yehaaaaa!!!!! Sikken en fest...

De sidste par dage sammen med Jesper og Katrine brugte vi på at tage til Kyoto. Vi viste dem byen, de sov hos os i vores lejlighed, vi så guldtemplet, japanske haver, tog i japansk bad(onsen) i bjergene nord for Kyoto og spiste og drak.
Vi tog sammen tilbage til Tokyo hvor vi havde en afsluttende middag og tiden var inde til at sige farvel... øv... Det var et farvel som hurtigt blev afløst af et goddag til Ibens veninden Ea som var næste gæst i rækken

Netop nu er vi i toget på vej til det sydlige Japan. 1200 km...



Middag!!! Jesper 31 år;-) ..så er der sake til alle...YEHAAA...!

Skrevet af: Joachim - 5 kommentar(er)

Hokkaido i det kolde nord - 13-01-2008 16:58

Hokkaido ligger langt mod nord. Faktisk næsten tusind kilometer nord for Tokyo. Shinkansen(hurtigtoget) fik til opgave at transportere os den lange vej...

Hokkaido er en ø ca.10 gange større end Bornholm. Det er Japans nordligste punkt og her findes nationalparker, skibakker, whiskydestilleri, vandfald, bjørne, vulkaner, varme kilder, et kopi af Egeskov på Fyn o.m.a.
Vi ville se lidt af det hele men havde kun et par dage. En del lod sig ikke gøre bla. pga. et lukket whiskydestilleri og en heftig snestorm i bjergene. Trods det fik vi besøgt nogle byer, prøvet at puste glas, kørt rundt i nationalpark og kørt fast i en snestorm, set brune bjørne, vulkaner og termiske områder, shoppet sko, tøj og krøllejern!!!, spist på lokal restaurant, drukket øl på bryghus og ikke mindst prøvesmagt den lokale whisky

Hakodate på Hokkaido På besøg hos en glaspuster! Hokkaido Bryghus Hokkaido snestorm Iben i snestormen Nationalpark Hokkaido Herlig mad vi fik der... Vulkan, Hokkaido Iben pas på!!!!! boble boble...termisk område bag vulkanen fra før! Lokalt madsted, Hokkaido fulde japanere....;-)

Skrevet af: Joachim - 565 kommentar(er)

Hvid jul og på ski i Yuzawa, Niigata - 13-01-2008 16:28

Det var ganske vist... Julen i år ville blive anderledes. Anderledes god heldigvis. En hvid jul med pakker, juletræ, julemad og gode venner.
Vennerne er Jesper og Karine som havde valgt at tilbringe jul og nytår sammen med os her i Japan. Som om det ikke var en gave i sig selv(at de var kommet) smed Jesper en julesæk fyldt med gaver på madrassen. Vi var i julehytten oppe i bjergene nord for Tokyo. Her skulle dagene bruges på skiløb og julehygge.

Juleaften blev en ganske særlig dag. Jesper og jeg lagde ud med skiløb i bjergene. Herefter var det om at nå hjem inden julemiddagen.
Vi ankom til hytten omkring klokken fem. Mørket var faldet på og lysende juletræskæder dannede formen på hytten. Ud gennem vinduerne strømmede lys i varmgule nuancer. Store snefnug lå og lyste i sneen. Det var blevet koldt. Hytten puttede sig under en enorm dyne af sne som strakte sig hele vejen op over bjergene. En snært af julestemning bredte sig. Indenfor i varmen fandt vi Iben og Katrine som hyggede sig i et af værelserne og ventede vores ankomst.

Vi fik klædt om  og ankom i køkkenet i det bedste puds. Mama som ejede hytten havde lavet julemenu og stod nærmest klar med champagne. Det blev en 4-retters menu med laks til forret. Derefter kyllingesuppe og hovedret kyllingelår. Helt perfekt Til dessert sluttede vi af med Mamas egen hjemmelavet jule-lagkage. Til maden drak vi udover champagne, rødvin, lokal sake og øl...

Efter middagen fortsatte vi ind i stuen. Her fik vi dækket et bord med gaver, whisky, kaffe og julepynt. En jule-cd blev sat på og varmetæppet på gulvet blev tændt. Jesper fremviste sin medbragte ”The julekalende”-dvd og nu var hyggen fuldendt. Det skule vise sig senere at der i en af pakkerne lå prikken over i’et, nemlig sanghæfter!  Julen blev skrålet ind til "højt for træets grønne top" og Benny, Oluf og Gertrud sluttede aftenen af i bedste stil...

Tak for en rigtig hyggelig juleaften, Jesper og Katrine!


julehytten!!! Glædelig jul... juletræ

Skrevet af: Joachim - 577 kommentar(er)

Vi tager mod Nagano... - 22-12-2007 15:39

I dag var en god dag. Vi har fået fint besøg fra Danmark. Vores venner Jesper og Katrine er kommet på besøg. Juhuuuu...!

Dagen stod på byvandring i Tokyo efterfulgt af besøg på sushirestaurant. Herefter blev der købt ind af skiudstyr.

I morgen kl. 7:00 tager vi mod Nagano. Vi skal på skitur i juledagene. En lækker alpehytte venter på os og ikke mindst den taske med gaver som Jesper og Karine har medbragt

Bare rolig.... det skal nok blive en hyggelig jul...ingen tvivl....ho ho ho...



Vi ønsker jer alle en rigtig glædelig jul og et godt nytår!

KH

Iben og Joachim




Skrevet af: Joachim - 15 kommentar(er)

Sydkorea - 22-12-2007 15:09

Imponerende. Ja, ingen tvivl, virkelig imponerende at kigge ned på Japans mægtige Mt. Fuji på en smuk solskinsdag. Vi var i flyvemaskinen på vej til Sydkorea.

Hvorfor Sydkorea, kunne man spørge. Tja, for første gang nogensinde måtte vi bare vælge en destination uden at have specielt lyst til at rejse. Privilegeret må man sige. Valget blev på Sydkorea, da det er tættest på Japan af alle destinationer.

Vi landede i Seoul uden at vide noget som helst om Sydkorea. Dagene op til rejsen havde været lidt hektiske så vi fik ikke tjekket op på landet. Ikke engang møntenheden kendte vi...hvilket vi nok skulle have haft styr på.

Vi kom fra Japan som på mange måder er et fantastisk land. Især respekten til andre mennesker er beundringsværdig.

Svævende på en sky med det bedste i tankerne om alle bankede vi lige ind i en koreansk taxichauffør. 825 DASK!!!! bad han om for en lille køretur fra lufthavnen. På det tidspunkt kendte vi stadig ikke til kurser og fandt derfor først ud af senere at vi havde betalt 3 gange prisen for en taxatur. Hvilken klassiker!

Det var en lidt dum start, men til gengæld blev vi indlogeret på Hotel Valentine som bare var i orden. 80 tommer fladskærm på væggen, surround sound, guldstole og tapet... Ha! Lige os fnis fnis...og så til billige penge

Vi havde nogle  stille og rolige dage. Jeg var blevet lidt halvforkølet så valgte at bruge en del tid på hotelværelset foran gigantfjernsynet Ellers var vi på tur i Seoul som ligner mange andre asiatiske storbyer. Betonbygninger, amerikanske caféer og 1000-vis af mennesker. Det virkede meget fremmed i forhold til Japan. Folk kiggede meget efter os. Vi så nærmest ingen turister og det virkede bare lidt mere gråt. Vores hotel lå lige midt i slagterigaden. På gaden kørte folk forbi med trillebør fyldt med oksehoveder. Også grisehoveder fyldte gaderne... Jeg kom til at tænke på hvordan lugten måtte være om sommeren i 35 grader...Ja, ikke lige så appetitligt
Ellers så vi lidt templer og antikforretningsområder. Vinterjakker fik vi også købt.

Lysten til virkelig at opleve et nyt land på bare 5 dage var ikke helt så stor. Det er en ordentlig mundfuld at komme til et nyt land efter Japan, hvor man bare har oplevet og oplevet.  
Vi ved der findes mange smukke steder i Korea men det blev ikke denne gang... Turens formål var at få nyt visum til Japan, hvilket vi gjorde.... Juhuuu for det!


Seoul Seoul Kaffebar Seoul Seoul seoul Seoul Seoul Seoul Seoul Hotel i Seoul

Skrevet af: Joachim - 3 kommentar(er)

Tilbage på hylden i Tokyo - 22-12-2007 06:38

Det var tid til forandring. Vores dage i Kyoto var talte og vi var nødt til at forlade byen som havde været vores hjem i snart 2 måneder. Vores visum skulle fornyes så derfor var der ingen diskussion. Vi måtte ud af landet.

I de sidste dage i Kyoto fik vi besøg af en bekendt ved navn Carl og hans svenske veninde Angelica. De er begge arkitektstuderende og var på sightseeing i Kyoto. Vi fik nogle hyggelige dage sammen med god mand og rigeligt med fadøl.

Lejligheden fik vi afleveret til udlejer i smukkeste stil(ja, man er vel gammel livgarder) og stod nu der på gaden med rygsækken på ryggen uden noget ”kære hjem”. Vi var tilbage i backpackerstilen om vi ville det eller ej.
Inden turen gik til Tokyo havde jeg lige et lille job på halvvejen. Et spa-hotel syd for Japans største vulkan Mt. Fuji skulle fotograferes.

Gensynet med Tokyo var stort. Dejligt at være tilbage i en rigtig storby. Sidste gang vi var her fik vi ikke rigtig oplevet byen ordentlig. Vi kom til at gå nogle forkerte steder og derfor var vores første indryk af byen ikke super godt
Denne gang var jeg på besøg på et kæmpe reklamebureau. Vi var på fotoudstilling og vi havde fået venner til at gå i byen med. Venner som kunne vise os de rigtige steder at gå hen. Også gensynet med 28 mands værelset var herligt. Ja, Tokyo er faktisk en rigtig fed by med uendelige muligheder. Her er der nærmest et nyt centrum ved hver metrostation(og der er rigtig mange).
Gensynet med byen blev fejret med en halv grillkylling og dertil weissbier. 2 personer 600 kr!!! Vups.... det kom vist lige lidt bag på os såååå... husk lige og nyd jeres grillkylling nede på grillen til 40 kr

Hotel Sora Hotel Sora Hotel Sora Hotel Sora Tokyo Tokyo Den japanske abe Ibens venner aber Abe

Skrevet af: Joachim - 496 kommentar(er)

Kouyou!!! - 02-12-2007 15:59

Det er helt vildt. Det er faktisk så vildt at japanerne har et ord for det. De kalder det ”KOUYOU”!!! Det er efteråret som er sat ind og som nu synger på sidste vers. Et fantastisk efterår som helst skal ses med egne øjne. Japanerne er vilde med...

...Jeg kan ikke røre mig. Jeg står virkelig tæt. Jeg står i bussen på vej til Ohara, en time nord for Kyoto. En lille pige står på mine sko. Hun prøver at kigge ud... Endnu en bølge af begejstring høres gennem bussen. Det er efteråret udenfor der kører som en film i fuld farve ”saturation” for øjnene af os. En film om de smukkeste efterårsskove som fylder de høje bakker med farveklatter. Jeg får lyst til at trykke på stop-knappen flere gange for at tage et billede, men må lade disse smukke billeder hænge i erindringen. Begejstringen fortsætter og ses som smil på alles læber. Jeg er blevet en del af festen. En farverig fest!

Hvorfor ikke invitere jer med til festen? Det vil jeg gøre med en lille billedserie. God fornøjelse...




Skrevet af: Joachim - 1185 kommentar(er)

På sviptur! - 19-11-2007 10:32

Spindelvæv var så småt ved at dannes. En grå hinde ligeså. Det var hjørnet, hvor en konstant ivrig tasten fra tastaturet kom fra. Jeg brød ind i dette fantasi-univers og hev fat i guldlokkerne på en støvet børnebogsforfatter. Nu skulle hun ud! Ud og mærke den virkelige verden. Den verden hvor man kniber øjnene sammen pga. det stærke sollys. Den verden hvor man får friske røde kinder pga. frisk luft og vind.

Jeg havde arrangeret at mødes med min medstuderende fra japansk-holdet Anders og hans japanske kæreste Mayumi. Hun bor i Osaka, som er Japans 3. Største by 50 km fra Kyoto. Vi tog af sted en herlig lørdag morgen. Solen stod lavt og viste med sine lange skygger vejen mod Osaka i vest. Vi sprang på toget og inden længe nåede vi Osaka.

Det skulle vise sig at Osaka virkelig er en storby(havneby) af format. Med sine enorme skyskrabere, motorveje i tre etager(50 meter over gadenivau), enorme neonskilte overalt og et hav af sorthåret måtte vi erkende at en indfødt guide nok var til stor hjælp. Trods virvaret fik jeg hurtigt øje på en dansker(vesterlændinge udgør 1 procent af menneskerne i Japan) nemlig Anders som stod sammen med Mayumi og ventede. Det blev en hyggelig dag med rundvisning i centrum. Til frokost blev vi introduceret for en Osaka-specialitet, en slags omelet og selvfølgelig med smag af fisk. Yderligere stod den senere på ”æbleskive” med sprutte-arm indeni, som også er specielt fra Osaka. Anders fortalte om, hvor enorme blæksprutter kan blive og hvordan de rent faktisk kan drukne kaskelothvaler. Hvor vildt tænkte jeg mens jeg gumlede på en sugekop og proppede en æbleskiver mere i gabet. Iben har et lidt anstrengt forhold til den slags gummidyr så hun var mindre begejstret over for ”æbleskiven”.

Vi havde på forhånd beslutte os at blive i Osaka et par dage. Efter at have sagt farvel til Anders og Mayumi, tog vi mod vores lækre hostel ”downtown Osaka hostel”. Det viste sig dog, at det overhovedet ikke havde noget med ”downtown” at gøre, meeeen men... jeg tog det roligt da prisen var 70 kr. pr nat.... Det kan få, i hvert fald mig til at drømme sødt og klappe i hænderne

Efter et par hyggelige dage i Osaka med besøg i akvarium og tur i verdens måske højeste pariserhjul længtes jeg efter at se havet. Jeg havde fundet et perfekt sted 100 km. sydpå. Målet var byen Shirahama som bla. byder på Japans hvideste sandstrand.

En 3 timer lang og smuk bustur blev det til gennem bakket terræn med mandarinplantager og rismarker. Endelig var vi nået frem.
Shirahama har jeg læst, er en hektisk badeby om sommeren, men ved vores ankomst ud for sæsonen, hmmmm... noget helt modsat.
Det var nok som at komme til en søvnig vestjysk havn et efterår, sen eftermiddag hvor de solbrune badegæster for længst har forladt iskiosken, vinden som vi kender den drilagtigt blæser op under den tynde sommer jakke og støvregnens klæbrige dråber som danner et vådt og gråt tæppe hen over alting(det er der alligevel noget ved, synes jeg).

Forladt af bussen stod vi der nærmest alene. En gammel mand viste os med et smil vejen mod STRANDEN! Det var jo målet. Vi fandt den hurtigt, men ikke just badetemperatur... Jeg havde læst om et dejligt billigt hostel 10 minutters gang ude for byen, så af sted gik det. Uden jeg viste af det havde Iben trukket mig ind på et mindre luksushotel med spa direkte til vandet. Her havde jeg kørt mit mastercard igennem og en portier var ved at vise os vejen til værelset. Jeg vågnede op og tænkte hva` sker der? Iben grinede henrykt og havde bestilt ”private spa” til kl. 17:30. På værelset blev vi iklædt bade-kimono og grøn the blev serveret med andet godt. Ok, det var vist ikke så tosset alligevel. At sidde der og kigge ud gennem en regnvåd rude over havet på et dejligt varmt hotelværelse tja, lækkert nok

Næste morgen blev vi vækket af vores kvindelige ”tjener” som kravlede på knæ og dækkede et flot morgenbord i værelset. Ha! Ja, flot var det, men da Iben kiggede nærmere på menuen stod den på dejlig, friskfanget fiskeyngel! Fnis fnis ikke lige noget der vakte begejstring. Til gengæld var det blevet et smukt solskinsvejr og vi fik udforsket området. Her fandtes bla. Flot kyststrækning med klipper, smuk hvid sandstrand og varme kilder.

Vi tog fra Shirahama igen godt gennemblæste og med friske røde kinder

Pariserhjulet i Osaka! Shirahama Hotelværelset Morgenmad Toilet Iben på klippen Frisk vand! Iben på klippen2 fiskeforretning Iben ved stranden strand Joachim på stranden Strand2 Iben ved stranden 2 Iben på klippen Efterår Iben på skovtur... Vores lejlighed Vores lejlighed2 Vores lejlighed3 vores lejlighed4

Skrevet af: Joachim - 7 kommentar(er)

Vores postadresse i Japan - 07-11-2007 08:24

Hej med jer....

Her kommer lige vores adresse her i Japan:

Joachim Wichmann

el.

Iben Harboe

Room #101 at Suncrest
68-1 odoguchicho
Nishigamo Kitaku
Kyoto, Japan. Zip. 603-8813

Ja, man ved jo aldrig om der lige dumpede noget sjovt ind af døren. Det er begyndt at være lidt kedeligt kun at modtage uforståelig post på japansk.... Det er der jo ingen som forstår!!!

Vores gade Markerne omkring os Floden Skoven Skoven igen Udsigt over Kyoto Nord Panorama af Kyoto Udsigt fra altanen

Skrevet af: Joachim - 1035 kommentar(er)

Hverdagslivet - 03-11-2007 11:02

Hverdagslivet

Ja, folk spørger jo til hvad vi egentlig går og laver, så hvorfor ikke lige fortælle lidt om hverdagen.

Her går det egentligt stille og roligt. Vi har jo som sagt fået os en lækker luksus 21 km2 stor lejlighed med altan. Vi har egen postkasse, stoppe sted ude foran døren(25 min. ind til byen) og bor i den nordlige del af Kyoto. Her er vi næsten på landet så omkring os ligger små marker. Fem minutters gang så er man ved floden som løber hele vejen ind gennem centrum. Omkring floden er der meget aktivitet. Folk spiller på instrumenter, synger, maler, dyrker sport, fisker, sover i solen og de gamle spiller kroket.  Det er et rigtig dejligt sted at opholde sig.

Iben står op hver morgen kl 8:00 og begynder at skrive på sine ting. Jeg halter lidt efter og er somregl ude af døren kl 10:00. Jeg bruger en del tid på at researche området for interessante fotomuligheder. Ellers tager jeg på cafe og bruger internettet hvorfra jeg også får lavet aftaler. Ved to-tiden mødes vi somregl et eller andet sted hvor vi tager sammen ud for at opleve Japan. Igår var vi i det gamle Gion-område. Det er der hvor Geishaerne bor. Vi var i teateret og så geishaerne danse. En rigtig spændende oplevelse. De går rigtig flot klædt i smukke(silke tror jeg) kimonoer, har et sjovt opsat hår, er malet hvid i ansigtet og går i høje træ-slippers. De kan måske sammenlignes med Danmarks livgarde Når de ses om aftenen gå i det gullige skær fra de små rislamper i de gamle gader skynder folk sig at hive kameraet op af lommen for at forevige denne korte stund af en gammel japansk tradition.
Jo, man kan sagten snakke om at hverdagen er kommet op at køre. Det lyder måske ikke af så meget, men det er rart med en periode hvor man kan slappe helt af fra den normale stressede hverdag.

Ja, Iben havde jo længe plaget om at få en cykel. Endelig en dag havde hun heldet med sig. Hun fandt en fin,billig, gul model og fik slæbt mig med ned for at se den. Vi blev enige om at det kunne være en god ide og købte dyret til 300 dask. Med mugligheden i tanken om at cykle ind til byen langs floden og dermed spare bustransporten, fik mig virkelig på cykeltanker

På tur med det gule lyn...

Dagen var dagen for det gule lyn af en cykel skule på banen. Jeg stod op kiggede ud af vinduet og fandt en smuk solskinsdag Jeg grinede lumsk til cyklen som stod dovent ved plankeværket udenfor. Jeg slugte mine amerikanske pandekager(de glider så let ned når de er sovsede ind i sirup) og lod som om jeg tog cykelskoene på. Så var det bare op på sadlen og træde pedalerne i bund. Nu skulle nærområdet udforskes.

Vi bor omringet af små bakker...dvs. på dansk kaldes det nok bjerge. Jeg fløj ned til floden og passere en mand som spillede smukt på klarinet. En rislenden fra floden spillede lystigt med og hurtigt fik jeg passeret det sted hvor vi længst havde været væk til fods. Jeg kom forbi fine rismarker og turen begyndte at gå stejl opad. De træklædte bjerge maste sig tætter sammen, solen og husene forsvandt og lyden af plaskende vand blev kraftigere. Jeg nåede hurtigt til et stort åbent naturområde hvor et flot vandfald på 20 meter væltede ned over en bjergside.
Ivrigt cyklede jeg videre og kom forbi en fin udsigt over Kyoto by. Det var dejligt endelig at kunne køre derhen man ville. Fri for busrute nr. 9`s kedsommelige og ensformige vej ind til byen. Nu var jeg fri til at vælge mine egne veje. Herligt!
Den varme efterårsluft føltes rar i ansigtet da det begyndte at gå nedad igen. Jeg kom til en lile "by" som nok var domineret af Harley Davidson-klubben på hjørnet. En latter bredte sig blandt de japanske gutter. hmm... Nok en latter bundet ud fra synet af mig på min gule damecykel med knæene godt oppe om ørene (pga. den lave saddel) og cykelkurven foran som i hvert fald ikke ikke gjorde det hele mere maskulint. Bare jeg dog havde været på min Triumph så skulle de nok få tørret det grin af!, tænkt jeg. Nå men videre gik det  og pludselig stødte jeg på nogle nært beslægtede fætre. Jeg måtte bremse hård da et par halvstore rødnumsede, aber spærrede cykelstien. Det var lige før jeg fik inviteret en af drengene op i cykelkurven, men nej de skulle også videre(i Japan lever der aber i naturen fandt jeg ud af). Jeg fik vinket farvel til de gråpelsede drenge og kom lidt senere forbi den lokale Jaguar forhandler, hvor der stod et par gamle XK120`ere som fars derhjemme. Altid et dejligt syn. Videre gik det og på et tidspunk tænkte jeg, "nu er jeg da rigtig på afveje" men stødte så ind i "vores flod" og kunne nu se at jeg var tæt på at være hjemme igen. Klarinetten ved floden var væk, men en mand på saxofon  havde overtaget og stod nu lystigt og spillede under broen. Jeg blev båret af musikken og nåede hjem igen til Nishigamo ringenede med klokken og fik fortalt Iben at jeg havde set hende med bar rød bagdel oppe i bjergene  

Tjaa.. Det var så en ganske almindelig cykeltur på 45 minutter, men det var egentlig ikke cykelturen som sådan jeg ville fortælle om. Det var mere for at illustrere området hvor vi bor. Spørg endelig hvis I vil vide mere! I dag skal vi have risengød til middag

Lige en anden sjov ting. Japanerne bukker jo meget. Ja de bukker så meget at man ind imellem skal passe på ikke at blive ramt på gaden. Den anden dag da jeg skulle købe en adapter til mit danske stik blev jeg betjent af en meget høj Japaner. Han var som japanere altid er meget høflig og selvom man kun køber en ting til 7 kr bliver varen behandlet rigtig fint. Den bliver pakket ind i papir lagt i pose og forseglet. Her skete det så at denne høje Japaner som nok var et halvt hoved højere end mig lige skulle bukke for mig. Hans hoved begyndte fra høj højde at suse nedad. Hans lange krop var ved at indtage den fine vinkel på 90 grader og vupti...BANG! Hans hovede bankede ned i disken. Hovedet fløj op på plads igen som om intet var hændt. Jeg bukkede tilbage og gik derfra med smil på læben og posen i hånden...

Det gule lyn.... Bakkerne omkring hvor vi bor. Ild-festival i Karuma ild-festival i Karuma ild-festival i Karuma En hyggelig gammel mølle!

Skrevet af: Joachim - 590 kommentar(er)

På tur med Master og Boss fra sværdbutikken - 25-10-2007 10:54

Aftalen var at mødes foran hotel Iida kl. 9:00. Det var dagen jeg havde glædet mig til. Dagen hvor vi skulle med Master og Boss på 15 timers langtur op i bjergene og dagen hvor vores japanske gloser virkelig kom på hård prøve. Gennem mails var vores opfattelse at de måtte være meget formelle og i hvert fald ikke til noget sjov og spas. Det var nok noget med at lægge gummimasken fra sig i dag.

Vi kom 1 minut forsendt og selvfølgelig var de der allerede trods de var kørt hjemmefra kl. 7.00 og måtte igennem Kyotos morgentrafik. Typisk Japanere, altid punktlige. Med ærgrelsen over at vi ikke havde været der før tid gik vi Master og Boss i møde.
Det skulle vise sig at Master og Boss var det sødeste mennesker. Vi blev sat ind på bagsædet af Boss’s Jeep. Bag os lå et par rigtige samuraisværd hvilket fortalte mig at vi var på rette vej En stor latter fyldte bilen da jeg spurgte om det kunne være rigtig vi skulle på 15 timers køretur. En latter som senere viste sig at være fællestræk for både Master og Boss.
Master var en hyggelig fyr på 20 år som kun talte japansk. Boss var nærmere de 50 år og kunne enkelte engelske gloser. Køreturen til samuraismeden var på kun 3 timer
Efter en køretur med grin og latter og en enkelt pause hvor Iben måtte agere fotomodel for en gammel 90-årig japanere(igen til meget morskab) nåede vi smedjen. Boss spurgte om vi ville spise lidt frokost. Det skulle bare være noget hurtigt sandwich da vi var inviteret til en samuraiopvisning kort tid efter. Vi blev anbefalet et sted af smedjens sekretær lige rundt om hjørnet.

Vi satte os til bords og pludselig gik det op for alle at dette nok ikke bare var en sandwich-bar. Der var hvid dug på bordet, skinnende bestik(normalt ligger der pinde) og servietten blev beordret ned i skødet af tjeneren. Vi røg ud i en gastronomisk oplevelse af en 5 retters menu afsluttet med en smuk arkitektonisk dessert i bedste Markus Grigo stil. Igen var latteren stor da vores øjne mødtes over bordet. Dette var bestemt ikke hverdagskost for nogen af os og Boss måtte ringe hjem under frokosten og fortælle konen højstemt om vores frokost. Under hver ret kom tjeneren med bordkosten og fejere kummer væk. Boss mente at kokken nok troede at Boss havde fine gæster fra vesten på besøg og for at Boss kunne imponere os gjorde kokken sit ypperligste ude i køkkenet.
Det viste sig dog at det var chefen fra sværdfabrikken som gav hele molevitten.

Vi kom ind i et mørkt rum hvor smedjen var. Sensei(over-samurai) bød os velkommen. En gammel mand kom til syne. Dette måtte være smeden. Hans hænder fortalte en historie om et langt liv med håndværket som daglig arbejde. Smeden gik i gang med at forklare os de forskellige processer der er under skabelsen af et samuraisværd. Han var iklædt hvide klæder, sandaler og en sort smedehat. Han satte sig og begyndte at blæse til ilden og jernet blev varmt. Der blev hamret og banket og jernet blev lagt i lag. Dette gentog sig flere gange indtil demonstrationen var forbi. Smede bukkede og sagde tak og vi skulle videre til en særlig opvisning om brugen af sværdet som var arrangeret kun for os.

Sensei viste vej og vi kom indenfor i en nærliggende bygning. Her stod 7 sortklædte samuraier klar og ventede på os. De havde arrangeret en opstilling af flere tykke bambus.
Sensei på nok 70 år var første mand som viste os hvad et samuraisværd var i stand til. Han gik ud på gulvet bukkede og med høje råb og listige fødder skar og huggede han alt lodretstående bambus over. Intet undslap… klingen skar sig igennem som var de 10 cm tykke bambus lavet af smør. Det føltes som sekunder så var sværdet tilbage i skeden og Sensei bukkede af. Hvilket smukt men også uhyggeligt våben tænkte jeg.
Vi fik en demonstration af hver samurai som igen viste os at seje kæmpebambus godt kan give op når et samuraisværd kommer skærende gennem luften. Jeg stod selvfølge og fotograferede alt hvad jeg kunne. Jeg havde forinden med største omhu valgt min længste brændevidde til formålet. Jeg skulle under ingen omstændigheder for tæt på disse sindssyge skarpe våben som dansede gennem luften. Slet ikke da tanken strejfede mig at bambusserne og min hals nok havde samme tykkelse

Efter opvisningen blev Iben oplært af en af samuraierne i hvordan man hugger med et sværd. Til min store ærgrelse var det ikke mig der fik den oplevelse. Jeg stod jo med kameraet i hånden og var travlt optaget. Øv, øv og atter øv….vræææl. Iben fik sin modstander. En lille fin, tynd og slank bambus som hun bare kunne gå løs på. Jeg tænkte at det var vanvid at give et kvindemenneske sådan et sværd i hånden, men jeg må sige at hun skar bæstet over i flotteste stil.

Vi fik takket pænt af og efter Boss havde gjort business og fyldt bagagerummet op med sværd var det hjem igen. Lige inde afgang blev jeg mødt af en gammel kvinde med stok som kom stokkende mod mig. Hun havde da hørt at Danmarks mest berømte fotograf var på besøg så hun ville da bare lige hilse på. Ja det er jo ikke hver dag at man får sådan en titel på sig. Efter en lille snak kørte vi.

Ved solnedgang nåede vi Japans største sø hvor Boss gjorde holdt. Efter en smukt syn kørte vi videre og var hjemme ved syvtiden. Vi tog afsked med Master og Boss, takkede og gik derfra med et stort smil på læben. Alle fordomme overfor Japanere var nu helt forsvundet

MAC-butik i Tokyo Bygninger Japan På 28-Mands-værelse!!! Bygninger Tokyo Sky-line Lækker Japansk have! Træt men glad!

Skrevet af: Joachim - 8 kommentar(er)

Hermed lige en opsang fra Japan - 16-10-2007 21:10

Hej hej....

Hermed lige en opsang fra Japan.

Vi landede i Narita lufthavn ud for Tokyo den 2. oktober. Med lidt besvær pga. de kinesiske skriftegn som jo er over alt fandt vi vej til Tokyo(1 time og 20 minutter med tog). Undervej talte vi med en flinker fyr af en japaner som fortalte os alt hvad han viste om Japan. Vi(Iben) jublede over at han kunne tale engelsk hvilket vi senere fandt ud af at mange japanere faktisk gør. Hydr hydr... Heldigt for Iben, men enormt ærgerligt for Joachim da han elsker det japanske sprog og ynder at tale det

Tokyo er en enorm by som kræver flere uger at komme rundt i hvis man vil have et nogenlunde overblik. Hver dag stempler ca. 30 milioner mennesker ind med tog og metro.

Vi havde booked et hostel hjemmefra de første 4 dage. Det lå i Asakusa som er den ældre del af Tokyo.
Vores første indtryk af byen var, dejlig ren og meget lydsvag på trods af de mange mennesker. Den del vi boede i var hyggelig med små gader, hyggelige lokale, japanske resturanter og håndværksbutikker.
Selve Tokyo "downtown" er egentlig ikke lige det vi havde drømt om. Høje betonbygninger med lysreklamer over alt. Jeg(Joachim) havde håbet på meget mere moderne arkitektur og design...øv øv...

Efter Asakusa flyttede vi videre til Shinjuku som er Tokyos absolutte "gang i den område". Her flyttede vi ind på et dejligt 28 mands værelse hvor vi her fik en hylde at ligge på Skulle man sove var det bare at trække det lille forhæng for...Godnat.

En morgen ved 5-tiden hoppede vi ned fra hylden for at opleve verdens største fiske-marked. Ved ankomsten blev vi mødt af et hæsblæsende tempo. Folk råbte og skreg, biler susede om hjørnerne, sækkevis af fisk væltede ind og folk kom rullende med vogne fulde af fisk. Det var et slagtehus! 2500 tons fisk vælter ind hver dag. At stå stille her var en umulighed. Man var nødt til at være i bevægelse hele tiden. Folk skulle til her og det endte også med at jeg gled i en kæmpe tun, men nåede lige at redde mig selv ved at gribe fat i en kæmpe spruttearm. Folk sagde at alt hvad der findes i havet findes her! Det var en enorm stor oplevelse som selvfølgelig blev foreviget på billeder. Kl. ni var alt forbi og folk luntede ned for at få morgensushi, bare ikke os vi skulle have american breakfast

Vi blev i Tokyo i ca. en uge og besluttede os for at opsøge det mere traditionelle Japan længere mod vest.
Til formålet skulle bruges den berømte Shinkansen som er Japans højhastighedstog. Det kører med 300 km/t. Lækkert må man sige og sjovt er det at se huse, træer og fisk flyve forbi som sad man og spolede frem på sin video.

Vi ankom til Kyoto som er Japans gamle hovedstad på bare 2 timer. Her er tingene lidt mere nede på jorden. Med en befolkning på ca. 1,2 milioner mennesker, lave bygninger og grønne parker ligner den lidt mere det vi kender fra København. Her findes mere end 2000 templer med smukke japanske haver. Her er flotte gamle gader med geisha`er og her er hyggelige restaurant-områder ned til en lille flod.

De første par dage har vi brugt på at finde noget at bo i. Det er ikke helt nemt hvis man ikke kan sproget. Efter utallige forsøg og med næbbet hængende lykkedes det! Juhuuuu.... pip pip... Vi kom i kontakt med Mazakusa-san som lejer lejligheder ud. Han havde lige en til os som vi nu sidder i. Dejlig billig husleje på 4000 slanter om måneden Vi har fået egen postkasse så hvis nogen skulle få lyst til at sende et brev så skriv om adressen.

I morgen tidlig har vi lavet en aftale med Master som har en samurai-sværd-butik. Vi skal køre med ham op i bjergene hvor vi skal besøge en sværdsmed. De taler ikke rigtig engelsk så sjovt bliver det da vi skal køre sammen i 15 timer hydr hydr... Jeg glæder mig(Joachim)...



Skrevet af: Joachim - 15 kommentar(er)